Ny ordre i Emiraterne

Den 16. april oplyste cBrain, at selskabet havde indgået sin første aftale i de Forenede Arabiske Emirater (UAE). Aftalen omhandler leverance af en F2-baseret løsning til et føderalt ministerium, som skal understøtte en national fagproces.

Leverancen skrider planmæssigt frem, og cBrain har nu modtaget besked om, at ministeriet har tildelt cBrain endnu en ordre. Ligesom for den første ordre, er der tale om leverance af en F2-baseret løsning, som skal understøtte en national fagproces, herunder både selvbetjening for borgere og den interne sagsbehandling.

Ordren er vigtig for cBrain, fordi den underbygger, at selskabet formår at gennemføre sin internationale vækststrategi.

cBrain har fokus på den offentlige sektor, men salg til den offentlige sektor tager normalt lang tid, ikke mindst internationalt. Som led i den internationale vækststrategi, arbejder cBrain derfor på at etablere sig på et antal internationale markeder parallelt.

For et givet internationalt marked er cBrains første mål at finde en markant kunde, som, når cBrain har gennemført succesfulde leverancer, efterfølgende vil agere referencekunde og dermed understøtte den videre udvikling af det pågældende marked. cBrain betegner denne type kunder for “fyrtårnskunder”.

cBrain er godt på vej ind på det tyske marked, hvor det er lykkedes at blive leverandør til en stor styrelse i den tyske centraladministration. Her har cBrain foreløbig vundet 6 ordrer, hvilket er en væsentlig årsag til, at cBrain, i forbindelse med regnskabet for første halvår, kunne oplyse, at eksporten er vokset med 60%, og at eksport nu udgør 11% af den samlede omsætning.

Med afsæt i strategien, er det derfor særdeles glædeligt, at cBrain nu, kort tid efter den første ordre i Emiraterne, kan meddele, at selskabet er blevet tildelt endnu en ordre hos den pågældende myndighed i Emiraterne. Det underbygger vækststrategien, herunder at cBrain formår at finde og udvikle internationale fyrtårnskunder på tværs af flere markeder samtidigt.

Det bemærkes, at cBrain af konkurrencemæssige årsager endnu ikke har oplyst navnet på den pågældende tyske myndighed, ligesom cBrain endnu heller ikke har oplyst navnet på myndigheden i Emiraterne. Det kan oplyses, at cBrain både i Tyskland og Emiraterne er i dialog med de to myndigheder omkring yderligere projekter.

Member Login
Welcome, (First Name)!

Forgot? Show
Log In
Enter Member Area